Resume af skabe antropologisk viden om børn

Resume af teksten: At skabe antropologisk viden om børn. Eva Gulløv, Susanne Højlund

I denne artikel for vi beskrivelsen af den antropologisk videnskab

Antropologisk børneforskning anskues for videnskabelige disciplin.

Vi kommer omkring følgenne områder: Feltarbejde, deltagerobservation, feltarbejde som refleksiv tilstand, om konstruktionen af et barneperspektiv, antropologisk viden om børn, Analyse af kontekst

Feltarbejde: en betegnelse af forskellige etnografiske metoder og som er grundsten i antropologisk forskning. Men hvad er så feltarbejde? Det er man er tilstede i feltet( dvs at man følger personen daglig dag både uden for hjemmet og i hjemmet), man i længere tid indgår i sociale situationer og opbygger relationer til de mennesker man udforsker for at få det rigtig indtryk af deres liv. En vigtig del af dette er at feltarbejde kan stærke sig fra få måneder til flere år og nå man så er der i feltet så længe, så skal man indtage en acceptabel position i forhold til de mennesker vi studere.

Feltarbejde kan ikke udføre kun ved spørgeskemaer eller interviews man er nemlig nød til at oplev hvordan det forgå i praksis.

Deltagerobservation: at man er til stede og deltager i andre menneskers hverdagsliv kombineret med observation og systematisk refleksion over det iagttagede.

Feltarbejde som refleksiv tilstand:  er at  man kan håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet Kun gennem systematisk overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan man håndtere på en gang at skulle sætte sig ind i andre menneskers liv og forsøge at forklare deres livsomstændigheder, værdier og rationaler, uden at ens egne begreber overtager den analytiske konstruktion af sammenhænge. Subjekt og objekt sløres i feltsituationen, og forskeren tvinges til at stille spørgsmål både ved sig selv og sit eget værdigrundlag.
Vi kan ikke undersøge fænomenerne i sig selv, for der er ingen måde at gå til virkeligheden på uden om fortolkning. For at kunne tolke og forklare de fænomener vi iagttager trækker vi altid på forståelser og erfaringer, som går forud for den umiddelbare situation.
Tolkning er således en uomgængelig del af etnografiske observationer, og den refleksive udfordring består i en stadig åbenhed over for forskellige fortolkningsmuligheder og en uophørlig dialog mellem materialet, feltarbejdsprocessen og de fortolkninger, som man lægger ind i iagttagelserne.
Et grundlæggende aspekt ved refleksiviteten er derfor, at forskeren i videst mulige omfang er opmærksom på de udvælgelser, der foretages, og de personlige forhold, som feltarbejdssituationen påvirker ens opfattelse af empiri.
Empirien er den registrering, man foretager i mødet med forskningsobjektet inspireret af teoretiske perspektiver og personlige erfaringer og prioriteter.
Refleksiviteten har ingen bund, for man kan blive ved med at stille spørgsmål til sin egen tilstedeværelse, sine handlemåder og de kategorier, man selv tænker i. I den forstand kan man tale om en stadig vekselvirkning mellem nærhed og distancering, hvor indlevelse og refleksion over indlevelsen er en feltarbejders grundvilkår.

Om konstruktionen af et barneperspektiv: for at få indblik i  Børne perspektiv blev børn inddraget i forskningen som aktører på lige fod med andre former for informanter. Dette fokus på børns opfattelser har ført til, at begreber som barneperspektiv og børnekultur i dag står centralt i forskningens debatten.
Implicit i ideen om barneperspektivet som størrelse, der faktisk kan indkredses, ligger den velkendte opfattelse, at informanterne har privilegeret adgang til sandheden om deres egen verden. Naturligvis er børn i praksis eksperter på deres eget liv og kender deres sociale omgivelser bedre, end nogen feltarbejder kan komme til. Men der er forskel på at kende en kultur og forstå den. Pointen ved antropologisk forskning er at overskride de lokale perspektiver, der altid er forankret i levende liv. Ikke at til sidesætte folks opfattelser, men ved at inkorporerer den lokale viden i et mere generelt sprog.

Antropologisk viden om børn:

Pointen i forhold til studier af børn er, at børn ikke bare er en entydig kategori, lige så lidt som barndom har nogen objektiv fremtrædelsesform.
Kontekster er som sagt lige så meget del af objektet som børnene selv. Antropologiens væsentligste bidrag til børneforskningen ligger i udforskningen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst, mellem det individuelle og det generelle, som de udfolder sig i hverdagens interaktioner, betydningsdannelser og sociale alliancer.
At forske i børn med et antropologisk perspektiv betyder at få blik for aktive samspil omkring etablering af positioner, viden og handle muligheder i relation til mennesker og betydninger, der omgiver og ustandseligt blander sig i, korrigerer og kommenterer de barnlige udtryk

Analyse af kontekst:

Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen der udforskes, men bedømmelsen af relevans beror på en konstruktion af fænomenet, som forskeren foretager.
Konteksten er udtryk for et konkret samspil mellem personlige, sociale og kulturelle omstændigheder i det enkelte barns sociale omgang.
Kontekst er det der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.