Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur

af Povl Bjerregaard

Resume af Winni Rasmussen

Børns mundtlige legekultur, er et fælles betegnelse for de aktivister, genrer og udtryksformer, som børn bruger eller deltager i. Disse betegnelser kan være øgenavne, kælenavne, gåder, gyserhistorier, rim, fortællinger, vittigheder mm. Alle disse begreber bliver brugt i legekultur.

Børn udfolder disse aktiviteter, genrer og udtryksformer ansigt til ansigt og i situationer der er ”fri for voksne”

Børns familier, især søskende har en betydning for tilegnelsen af deres glæder ved leg med sproget og fortællekompetence. Ved familie komsammen lytter børnene til vitser fortalt på tværs af generationer.

Børnene for også nye muligheder for legekultur ved brug af vores medier, så som internet.

Sprog er et socialt fænomen, som i går i de spil om magt, status, roller og anerkendelse, der hele tiden udspilles i det sociale rum.

For at kunne deltage i mundtlig humor skal man have viden og kompetencer inden for 3 systemer og de til sammen fungere også som en helhed.

·         sociokulturelt

·         Lingvistisk

·         poetisk

Vitser kan inddeles i mange forskellige genre, der findes gåder, gådevitser, alle børnene. Kan man ikke helt forstå dem, kan man godt blive gjort til ”grin”.

Vi finder legekultur både inden for og uden for institutionerne. Som pædagog bliver man nød til at lære hvordan man skal forholde sig til legekulturen, nogle gang skal vi nok bare lade dem være uden vi blander os.

Vi skal i institutionskultur bidrage med både vitser, gyserhistorier, rim og remser mm og det skal komme fra både børn og pædagoger/lærer og hvem der ellers arbejder med børn.